Rodkjærs Historie


2023

2023 bliver endnu et godt år for os i Rodkjær Event. Vi har en række gode og spændende arrangementer i pipelinen allerede, og så er vi på vej med nye spændende koncepter, der kommer til at give vores kunders kickoffs, marketingsevents og fejringer et ekstra løft. Vi glæder os.




2021

Det var et år, hvor coronaen ikke helt kunne beslutte sig for, om den var her eller ej. Der blev dog heldigvis åbnet op for at vi kunne mødes igen, og vi hjalp vores kunder med at samle folk til fysiske events på forsvarlig og festlig vis.

2022

Et historisk år for Rodkjær Event. Vi løb stærkt for vores mange kunder og skabte en række mindeværdige events. Både af den slags med mange tusinde deltagere og dem med mere nærhed. For os blev det også et rekordår, hvor vi undervejs måtte ansætte nye folk for at følge med.






2020

I 2020 startede året med ansættelse af to nye medarbejdere, og vi glædede os helt enormt til at folde de mange spændende events ud, som var i ordrebogen. Men så kom, hvad der skulle vise sig at at blive eventbranchens værste mareridt. Corona slettede ordrebogen, og vi slog krøller på os selv, ryddede op, systematiserede, indhentede hængepartier og gentænkte som aldrig før. Og mere er der vist ikke at sige om 2020.

2019

Dette år havde to store overskrifter i Rodkjær Event. For det første fusionerede vi i sensommeren med First Chair Group, og blev en del af en familie bestående af seks rådgivende virksomheder. Vi vil opfordre til at tage et smut forbi www.firstchairgroup.dk


Den anden store overskrift i 2019 var cirkulær økonomi. Det cirkulære paradigme er blevet vores strategiske indsats med det bæredygtige arbejde, og målsætningen er stor - vi vil i fremtiden kunne designe affaldsfrie events.



2018

Vores “kamærat” blev født. Nyt website gik online. Ny CVI implementeret. Ny organisationsstruktur indarbejdes, nu med 13 ansatte. Nye kunder og en masse spændende opgaver er i kalenderen. Der skete en masse nye ting.

Men inde under den hud, der nu kan skifte farve, er det stadig det samme kreative hjerte, der banker for at designe events og skabe rum - professionelt, ærligt og dynamisk.

2017

Rodkjær blev til Rodkjær Event A/S. et aktieselskab med Lars Stig Duehart som bestyrelsesformand og Ole Daugbjerg og Mikael Rodkjær i bestyrelsen. Vi optimerede, kategoriserede, registrerede, dokumenterede og effektiviserede over hele linjen og lagde stort an til at gå i luften med nye strategier og målsætninger i 2018.




2016

Som led i en stigende efterspørgsel og et nødvendigt ansvar, indledte vi et samarbejde med WorldPerfect. Samarbejdet gik ud på, at arbejde mere målrettet med at gøre vores events mere bæredygtige. På baggrund af det igangsatte vi flere seriøse initiativer. Hvad der til gengæld er knap så bæredygtigt, er CO2-udledningen på en motorvej. Men vi var alligevel rådgiver på den store åbningsevent, som blev noget så udskældt for sit budget i medierne. Vil du høre sandheden? Selvom man eksekverede en gigantisk åbningsfest, så holdt hele byggeriet sig under budgettet - inklusiv fest.


2015

Efter 15 lærerige år, sagde vi farvel til kostumeudlejningen. Mikael tog Stifinder-uddannelsen. Nu satsede han i al beskedenhed på at få en sti opkaldt efter sig, tænkte vi. Men vi blev klogere. Han kom retur med nye visioner og et langsigtet fokus, vi aldrig havde set før. Socialpædagogen blev begravet. Nu skulle vi drive forretning. Og så voksede vi.



2014

Mikael var initiativtager til eventbrancheforening og inviterede landets førende bureauer forbi til en snak om, hvordan den skulle skæres. Det var hyggeligt og interessant. I dag er vi samlet under Kreativitet & Kommunikation ved Dansk Erhverv. Vi lavede desuden vores tredje store og vellykkede event for et klodset firma i Billund.


2013

Vi sagde farvel til barakken på Østergårdsvej og flyttede i det fine, store domicil på Solbjerg Hedevej 31. Vi håbede faktisk på, at arbejdstilsynet ville ulejlige sig med et visit, så vi kunne kvittere med en forrygende standard og en guldkaramel. De udeblev. Men til gengæld ringede de fra FN, og vores sans for detaljen blev cementeret, da vi leverede (intet mindre end) staffeli, saks og stof til en officiel ceremoni med HKH Dronning Margrethe og FNs daværende generalsekretær Ban Ki-moon. Tjek ved ‘kongelig hofleverandør’. Aarh okay… Derudover opkøbte vi virksomheden Sylvester Julemekanik.



2012

Vi udlærte vores første eventtekniker-elev. Og vi lavede 100-års fødselsdag for en ældre frue på Als. Hun og hendes mand fik en vej opkaldt efter sig. Mikael tog hele vejen til USA og var på visit på lageret i Universal Studios. Han fandt ikke en vej, der var opkaldt efter ham, men han var helt rundtosset, da han kom retur.


2011

Vi lavede ny CVI, og mere end 50 arrangementer blev succesfuldt gennemført for store danske firmaer.




2010

Vi gennemførte, efter research-ture i hele verden, seks fester på det samme døgn for en dansk medicinalvarevirksomhed i hhv. USA, Frankrig, Kina, Japan, Brasilien og Danmark. Vi laver enormt mange spændende events. Den her gav gåsehud.


2009

Hvad lavede vi egentlig her… Nåårh ja, det var det år med krise. Det var noget hø. Men vi spændte ballerne sammen. Det var vi virkelig gode til. Temaerne til festerne dette år var spøjse - vi lavede blandt andet en tyrolerfest for Århus Politi, American Barbecue Style for Danske Advokater og græsk fest for Silvan.



2008

I sommeren 2008 lavede vi vores første store corporate festival på Roskilde Dyrskueplads for 6000 gæster. En idé, et håb og et ønske, der gik i opfyldelse. Det var trendsættende, modigt og meget anderledes end de oplevelser, virksomhederne hidtil havde efterspurgt.



2007

Fokus var på alt andet end effektivitet. Men vi havde det sjovt med det, vi lavede, og kunderne var glade. Set i bagspejlet kan det undre os, at vi dengang håndlæsse ALT i vores ene varevogn, og ofte undlod at tage læsserampen med. Vi blev bomstærke.



2006

Mere udvikling kom til og MPR fik sin første visuelle identitet, hjemmeside og navnet Rodkjær Fest- & Eventbureau. Flere medarbejdere kom til, og firmaet beskæftigede da fem mand.


2005

Vi lavede et julefrokostarrangement med åben tilmelding og erfarede, at den slags samlebåndsjulefester ville vi egentlig ikke selv have lyst til at deltage i, så det blev både første og sidste gang.



2004

Vores første reelle specialfremstilling blev designet og vakt til live i den syv meter store engel, der fyldte atriet i Bruun’s Galleri til jul. Den skulle siden vise sig at blive ikonisk - og savnet, da den måtte pensioneres otte år senere.



2003

Da det stort anlagte shoppingcenter Bruun’s Galleri i hjertet af Aarhus åbnede sine døre, blev vi budt indenfor som samarbejdspartner på det visuelle design, og vi lavede vores første juleopsætning i et storcenter. Dette blev starten på mange opgaver i storcentre.



2002

Endnu et opkøb blev gennemført, da Solbjerg Serviceudlejning kom på Rodkjærs hænder, hvilket skulle vise sig at være en ikke særlig gennemtænkt idé, når man kun havde rindende vand på toilettet - og ikke ejede en opvaskemaskine.


2001

Efter en kort lejeperiode - med en uforglemmelig indflytterfest (for fester, dét ved vi, hvordan man laver) - købte Mikael den gamle stålvarefabrik på Østergårdsvej 289 i Solbjerg. Dele af den blev udlejet til videoproduktion og blomsterbutik. Og kundekartoteket voksede kraftigt. Efterspørgslen gik mere og mere fra fester til totaloplevelser. Op til nytår, solgte Mikael fyrværkeri og stod i bidende kulde og nød den direkte kontakt til både kunden og produktet.



2000

Ved noget, der lyder mest som et tilfælde, opkøbte Rodkjær Mona Olsen Kostumeudlejning, og ansatte en tandtekniker til at drive det. Med ambitionen om at være Danmarks største eventbureau, blev D7-Gruppen dannet med Mikael Rodkjær i front.
De to første ansatte kom til.


1999

Enkeltmandsvirksomheden MPR (Mikael Pedersen Rodkjær) blev etableret med en stationær computer, en visitkorttromle, en fastnettelefon og en telefax.

Vi er over 220 mennesker, der arbejder med viden, kreativitet og teknologi

Strategisk rådgivning Marketing & Reklame UX & Digital udvikling Rekruttering af ledere og specialister Event design